You are here

Hybridvinterbyg ser ud til at give kæmpeudbytte

Udsæd
01.04.2015

Planteavler Søren Sørensen, Bjerring ved Bjerringbro, og hans planteavlsrådgiver, Poul Christensen, forventer et kæmpe udbytte i hybridvinterbyggen SY Leoo. Teoretiske beregninger viser op mod 13 tons pr. hektar.

Artikel fra Effektivt Landbrug lørdag d. 21. juni 2014


Planteavler Søren Sørensen kan ikke skjule sin begejstring over sine ti hektar vinterbyg af den seksradede hybridsort SY Leoo. Efter skridning kunne han allerede begynde at se, at der skete noget i marken. - Det er virkelig noget, der vil noget, siger han med et smil. Faktisk står byggen så godt og højt og med så tunge aks, der nærmest hænger i klaser, at han kan frygte, at et kraftigt regnvejr ville kunne lægge den ned. Søren Sørensen driver i alt 30 hektar ved siden af sit fuldtidsjob. Markplanen indeholder i år foruden de ti hektar hybridvinterbyg også fem hektar hvede, seks hektar raps og ni hektar Equip-ærter til gule ærter, der skal bruges til nødhjælpspakker. 

Nærmer sig 13 tons 
Søren Sørensens planteavlsrådgiver, Poul Christensen, der er privat rådgiver, har været i marken for at tælle og veje kerner. Han vurderer, at der i gennemsnit er 80 kerner pr. aks og mellem fire og fem store aksbærende skud pr. plante. Derefter har han foretaget en teoretisk beregning, og det endelige estimat lyder på, at udbyttet i marken vil ende på 13 tons pr. hektar. - Normalt avler jeg mellem ni og ti tons pr. hektar i almindelig vinterbyg, fortæller Søren Sørensen. Og der er ikke bare mange kerner. Kvaliteten ser også ud til at være i top, understreger Poul Christensen. - Der er korte, brede kerner, og det betyder mindre skal og mere mel, siger han.


Over 11 ton i forsøg 
Mogens Steenholt Mogensen, Sales and Field technician hos Syngenta Danmark, der forhandler hybridsorten, oplyser, at forsøg viser udbytter på over 11 tons pr. hektar. Han fremhæver, at sorten har et højt udbyttepotentiale, fordi den, hvis den sås i den første uge af september, sætter fem til seks kraftige sideskud og etablerer sig med en kraftig dyb rod. Etableringen betyder bedre overvintring. De mange sideskud gør også, at det ikke er nødvendigt at bruge så meget udsæd. - På grund af dens evne til at sætte sideskud er det ikke nødvendigt at så mere end 1,3 til 1,4 units pr. hektar, siger Mogens Steenholt Mogensen. 

 

At afgrøden skal sås tidligt giver desuden flere gevinster. Afgrøden er moden fem til seks dage tidligere end almindelig vinterbyg, og der er dermed god tid til at bjerge halm og få rapsen sået rettidigt. Mogens Steenholt Mogensen mener, at hybridvinterbyggen skal betragtes som en helt ny afgrøde. - Den er et alternativ til almindelig vinterbyg og til flereårshvede, fordi den vil kunne give et højere udbytte på mange forskellige jordtyper, siger han. 

Passet og plejet 
Den udsæd, som Søren Sørensen har anvendt, var bejdset med mangan og Celest Extra mod sygdomme. Og udsæden var da også dyrere end almindelig vinterbyg, men Mogens Steenholt Mogensen er sikker på, at de ekstra udgifter bliver opvejet af det større udbyttepotentiale. Søren Sørensen og Poul Christensen har da også fulgt marken intensivt, og den er passet til punkt og prikke. Både fordi de synes, at den nye sort var spændende at følge, og fordi der er ofret ekstra på udsæden. - Den er passet som en urtehave, siger Søren Sørensen. Til høst sælges kornet på roden, og ender i foderanlægget hos en svineproducent.