Massescreening viser ingen fund af godkendte pesticider over kravværdierne | Syngenta

You are here

Share page with AddThis

Massescreening viser ingen fund af godkendte pesticider over kravværdierne

Pressemeddelelse
21.02.2020

I 2019 er det danske grundvand blevet screenet for 415 pesticider og nedbrydningsprodukter for pesticider, og der er ikke fundet godkendte midler, som ligger over kravværdierne. Hos Dansk Planteværn er man tilfredse med, at den udvidede screening viser, at godkendelsessystemet i Danmark virker.

I 2019 er det danske grundvand blevet screenet for 415 stoffer til sammenligning med de 40 stoffer, der normalt løbende kontrolleres for. I 80 procent af de undersøgte 263 boringer er der ikke fundet rester fra pesticider og andre stoffer, og fund har primært været gjort i overvågningsboringer, som er boringer hvorfra vandet ikke benyttes som drikkevand. Desuden er der i opgørelsen fra Miljø- og Fødevareministeriet ikke gjort fund over kravværdien af de godkendte pesticider, der anvendes i Danmark.

Hos Dansk Planteværn, der er paraplyorganisation for plantebeskyttelsesindustrien i Danmark, er kommunikationschef Jakob Tilma tilfreds med, at den grundige screening af grundvandet viser, at systemet til godkendelse af pesticider i Danmark virker.

Resultatet fra massescreeningen af det danske grundvand har været ventet med spænding, og i Dansk Planteværn er vi tilfredse med resultatet. Afrapporteringen viser, at der er rigtig godt styr på pesticiderne i Danmark, for selvom man nu kigger efter ti gange flere stoffer end tidligere, så finder man kun ganske få prøver (0,01 procent) med spor af pesticider over kravværdien,

lyder det fra Jakob Tilma.

I Dansk Planteværn har vi tiltro til, at den stramme, danske godkendelse af pesticider er med til at sikre godt drikkevand til danskerne, og derfor er det helt uacceptabelt, hvis der som massescreeningen antyder, har været benyttet ulovlige pesticider.

siger Jakob Tilma, som gerne så, at man går endnu grundigere til værks i overvågningen.

Med resultaterne fra massescreeningen for pesticider kan vi konkludere, at der ikke er fundet lovlige, godkendte midler som ligger over kravværdien. Men vi ved faktisk ikke, hvad der ellers findes i vores grundvand af potentielt skadelige kemikalier, som ikke stammer fra landbruget. Skal vandforbrugernes tryghed ved vandet bevares, så er det nødvendigt med en opjustering af rapporteringen, så man leder efter andet end blot pesticider.

Fakta:

  • Der er analyseret for 415 stoffer i 263 indtag – det er 109.105 analyser i alt.
  • I 12 af disse prøver overskrider et stof kravværdien  
  • Fundene er gjort forskellige steder i landet, og alle fundene over kravværdien stammer fra pesticider, som ikke er godkendt til brug i Danmark i dag.