You are here

Endnu flere blomster på Bornholm

Pressemeddelelse
14.09.2020
Blomsterstribe på bornholm

Projektet Bornholm Blomstrer har igen i år øget arealet med blomster til gavn og glæde for de summende insekter og blomsterglade bornholmere. Området udgør 64.200 kvadratmeter, som svarer til mere end hundrede parcelhushaver.

Projektet Bornholm Blomstrer og de mange landmænd, der er med i projektet, har igen i år leveret et flot resultat til gavn for biodiversiteten og dermed fødegrundlaget for de bestøvende insekter. Det glæder Klaus H. Petersen fra Bornholms Landbrug & Fødevarer, der er projektleder for Bornholm Blomstrer.  

-Vi har sammen med 40 landmænd og lodsejere fået et område til at blomstre, der svarer til mere end hundrede parcelhushaver. Sammenlignet med sidste år er det ti parcelhushaver mere. Vi er utrolig glade for den opbakning vi har fået til projektet fra både landmænd og partnere, siger Klaus H. Petersen fra Bornholms Landbrug & Fødevarer og understreger, at der er kommet mange gode erfaringer fra landmænd, der har valgt at omlægge til blomsterbrak.

En af dem er landmanden Birger Haue-Hansen, som oplever flere fordele ved at være med i projektet. Han har omlagt 13.000 kvadratmeter til blomsterbrak marker. 

-Det har været meget positivt at være med og hjælpe de bestøvede insekter og vores natur. Flere blomster på marker og i grøftekanter er ét skridt på vejen til at hjælpe biodiversiteten. Samtidig ser det flot ud, hvilket er noget folk ligger mærke til, når de er kommet forbi og har set, at der er blomster i stedet for græs, siger Birger Haue-Hansen og tilføjer:

-Derudover, når vi samler sten så samler vi dem i en bunke i brakmarken, hvor småkravl og insekter kan trives og leve.

Udfordringer med vejret 
Projektets fremgang skyldes i høj grad de bornholmske landmænds motivation og engagement til at gøre en indsats for biodiversiteten, da det ikke har været helt uden udfordringer med vejret. 

Blomstringsperioden har igen været hårdt ramt af tørke, hvilket har betydet at nogle blomsterarter ikke kom i blomst. Trods klimamæssige udfordringer har den nye frøblanding vist at have en længere blomstringsperiode end den tidligere anvendte blanding hvilket Klaus H. Petersen giver som forklaring på, at det alligevel er lykkedes at få et hæderligt slutresultat, og afslutter:

-Selvom de færreste landmænd har set det fulde potientiale fra den nye frøblanding, er det et yderst tilfredsstillende resultat, der trods de vejrmæssige udfordringer har fået projektet til at lykkes endnu en gang.

Partnere i #BornholmBlomstrer: 
Bornholms Landbrug & Fødevarer, VIKIMA, Netto Syngenta Danmark, Bornholms Brand, BC Catering, Danmarks Jægerforbund, Ole Holm Transport, Bornholms Biavlerforening, Dansk Planteværn, Aage V. Jensen Fond, Sparekassen Bornholms Fond, Familielandbrugets Fond og Friluftsrådet.