You are here

Share page with AddThis

Undgå havrerødsot, husk at bekæmpe bladlus i tide

Plantebeskyttelse
21.09.2018
Havrerødsot i mark

Et mildt efterår kombineret med en tidlig såning af vintersæd kan igen i år føre til store problemer med havrerødsot, som bliver overført af bladlus. 

Havrerødsot er et virus, der overlever i spildplanter og græsser i marker, hegn og grøfter. Overførsel af virus sker fra bladlus, der har suget saft fra allerede inficerede planter.                         

En afgrøde inficeret med havrerødsot giver nedgang i udbytte og nedsat kernekvalitet. Jo tidligere infektionen forekommer, jo større udbyttetab. Udbyttetab varierer mellem afgrøder.

Angreb i vinterbyg er mest tabsvoldende, og der rapporteres om udbyttetab på 70-100%. Ved tidlige og kraftige angreb kan resultatet være, at planterne slet ikke sætter aks. I hvede varierer udbyttetabene meget og kan være op til 80%. Oftest ses tab omkring 30-50%. I rug, triticale og græsfrø er der sjældent betydende tab.

Undgå havrerødsot

For at undgå havrerødsot er det afgørende, at man følger med i varslingen omkring bladlus, men lige så vigtigt, at man laver observationer i egne marker. Afgrøder sået i begyndelsen af september er særligt udsatte, men bladlus kan overføre smitten til langt ind i oktober.        

4 gode råd for at undgå haverødsot

• Behandlinger skal foretages, når bladlus er fundet i afgrøderne, og før bladlusene har haft en chance for at sprede virus fra deres oprindelige koloniseringspunkt
• Vent ikke på den planlagte ukrudtsbekæmpelse, hvis du konstaterer bladlus i marken – sprøjt straks
• Følg efter med én eller flere sprøjtninger, hvis bladlus igen konstateres 14 dage senere (fortsat varmt efterårsvejr)
• Brug IKKE nedsatte doseringer. Ved nedsatte doseringer opbygges resistens